Coffee Queen kaffemaskine får nyt liv

I denne uge havde jeg fint besøg af en ældre dame på værkstedet. Ejeren mente bestemt at denne kaffemaskine af mærket Coffee Queen M-2, var mere end tyve år gammel. Og der må jeg bare sige, at hun holder sig godt.

Coffee Queen M-2

Desværre var dronningen holdt op med at lave kaffe. Der var lys i de rigtige knapper, og der var varme i de plader, der holder den færdigbryggede kaffe varm. Men den ville ikke koge vandet og sende det igennem kaffefilteret. Jeg har prøvet at vise flowet gennem sådan en maskine med denne tegning:

Coffee Queen med flowdiagram
  • Først hældes vand i den forreste plastikring
  • Vandet løber så bagud og lander i et reservoir
  • En kontakt mærker at der er vand og slår strømmen til i varmelegemet i vandvarmeren
  • Vandet koger og bliver presset op og frem (det der ligner et S med vandsprøjt ud af)
  • Vandet løbet ned i filteret og ned i kanden.

Jeg skulle selvfølgelig have taget billedet fra siden, men det ville dronningen ikke have (noget med at hun ikke synes, hendes profil længere kan hamle op med de yngre modeller…). Jeg fik dog taget dette billede i et uopmærksomt øjeblik..

Coffee Queen M-2 bagside

Ret så simpelt! Der er et par ting der kan “tænke” og reagere undervejs. Kontakten i reservoiret slår hele apparatet til når der kommer vand. Og jeg skal hilse og sige at man skal være hurtig med at sætte kanden under igen, for der er fart på varmelegemet (jeg fik brugt et par klude på at tørre vand op fordi jeg havde maskinen tændt, mens jeg hældte vand på)…

Coffee Queen M-2 switch
Øverst ses kontakten der mærker om der er vand i tanken og det tænder så varmelegemet

Kontakten havde det fint og kunne både afbryde og levere strøm.

Så tog jeg et kig på selve vandvarmeren. Den har to varmekontakter ovenpå (de grønne dutter på billedet nedenfor). En varmekontakt er en særlig kontakt, der er lavet til at afbryde strømmen, når en vis temperatur er opnået.

Coffee Queen M-2 vandvarmer


Den opmærksomme læser vil se at selvom de ser ens ud, så er der en ekstra dims i midten af den til venstre. Det har stor betydning, men det kommer vi til om lidt.
Den højre har en varmekontakt, der mærker når vandet koger. Så slår den strømmen fra, så det har tid til at boble ud i kaffefilteret, uden at det koger for vildt, og bare bliver til en masse damp. Jeg fik ikke slået den op, men jeg vil tro at den slukker for strømmen ved 95-ish grader. Når vandet så er boblet af, og vandvarmeren er kølet lidt ned, så slår den strømmen til igen, og så fremdeles. Når der ikke er mere vand, slår den første kontakt i vandbeholderen fra, og så er kaffen færdig. Nu kom turen så til den venstre kontakt. Den blev målt igennem med multimeteret, og bum… Ingen strøm igennem.

Først får I lige et flot håndtegnet diagram over strømmens vej gennem først den Automatiske kontakt (A), varmelegemet (spiralen i midten) og så den Manuelle kontakt (M). Diagrammet skal altså læses bagvendt.

Hvorfor så to kontakter? Og hvor én automatisk og én manuel?
Jo ser du – temperaturen der får dem til at slå fra, er ikke den samme. Den automatiske styrer bare kogningen af vandet og gør dens job med at sikre at vandet forbliver i flydende form. Men den manuelle har en helt anden opgave. Den skal sikre maskinen fra at ødelægge sig selv! Ser du, hvis man bliver ved med at sende strøm gennem et varmelegeme, så bliver det MEGET varmt. Så varmt at det til sidst brænder over, og dermed aldrig kommer til at lave kaffe igen. Og hvordan kan det så ske når 1: kontakten på vandbeholderen kun tænder for strømmen, når der er vand til stede (som jo køler godt) og 2: den automatiske kontakt slår strømmen fra når vandet koger?

Jo ser du, den automatiske kontakt måler ikke direkte på varmelegemet, men derimod på ydersiden af vandvarmeren. Hvis maskinen er kalket godt og grundigt til, så tager det tid før varmen går fra varmelegemet, gennem kalken til vandet, og fra vandet tilbage gennem kalken og ud til kontakten. På den tid kan varmelegemet have kørt så længe at det er nået at blive MEGET varmt. Så varmt at det får hele metalhuset til at blive varmere end den manuelle kontakts afbrydningsværdi. Og den fik jeg slået op: 204 grader celsius! Ved den temperatur er det lige før papir går i flammer (det sker ved 250 grader), så det er godt at der bliver sagt STOP når det sker.

Og eftersom det er noget der ikke burde ske, så har man installeret en manuel kontakt, og bliver derfor gjort opmærksom på at noget er helt galt. Så kan man tage kontakt til sit nærmeste reparationsværksted, eller slå kontakten tilbage selv – EFTER at have lavet en grundig afkalkning, så det ikke sker igen.

På billedet her er kontakten i sikre hænder. Læg mærke til den grønne tap i midten, der bare skal trykkes ned, for at den virker igen.

Coffee Queen M-2 limit switch med manuel reset

Maskinen blev samlet, afkalket og er nu på vej tilbage til en kaffetørstig familie.
Tak fordi du læste med.
Del gerne historien om kaffedronningen på sociale medier.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.